Plaisir de Merle

Distell blev dannet i 2001. Firmaet, der har ry for kun at levere kvalitetsvarer, er langt den største producent af vin og spiritus i Sydafrika. Distell sælger og distribuerer bl.a. fra vingården Plaisir de Merle i Sydafrika.

Vingården Plaisir de Merles historie går helt tilbage til 1687 da Huguenoten Charles Marais og hans familie forlod Frankrig og sejlede til Cape of Good Hope for at begynde et nyt liv.

I december 1693 blev Charles Marais den første ejer af vingården, som er beliggende ved Drakenstein bjergene. For at ære sit fødested kaldte Charles Marais sin gård for “Le Plessis Marly” – dette er gradvist blevet ændret til Plaisir de Merle. Ansvaret for gården blev efter Charles Marais død overtaget af hans søn Claude, som førte sin fars traditioner videre.

I dag er det winemaker Niel Bester, der som kældermester har ansvaret for Plaisir de Merle vinene.

Det moderne Plaisir de Merle er beliggende på de sydøstvendte skråninger af Simonsberg bjergene. Vingårdens højeste punkt ligger 500 meter over havoverfladen og det laveste punkt ligger 140 meter over. Der er stadig store områder, som ikke bliver dyrket, men ca. 365 hektar er beplantet med druestokke; bl.a. Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Shiraz.

Den nye kælder blev åbnet den 1. december 1993 – præcis 300 år efter Charles Marais overtog gården. Kælderen betragtes som lidt af et arkitektonisk mesterværk samtidig med at den er harmonisk og særdeles funktionel. Man har bestræbt sig på at bygge en ny og moderne kælder, som samtidig ikke måtte skille sig for meget ud fra de øvrige bygninger på vingården; den gamle kælder, som er bygget i 1831 og hovedbygningen, som er fra 1823. Det har resulteret i, at Plaisir de Merle i dag fremstår som en utrolig flot og harmonisk vingård.

Det ultimative mål for Plaisir de Merle har altid været at producere top kvalitetsvine ved at integrere vingårdspraksis og vinproduktion. Denne filosofi synes at have båret frugt med lanceringen af Plaisir de Merle vinene, som er produceret med det formål at tilfredsstille selv de mest kræsne ganer. Vinene er frugtige og drikkemodne i en forholdsvis ung alder, men de har stadig et særdeles godt henlægningspotentiale.