Druerne

Vindruer

Der er mange sorter af vindruer. Her får du en gennemgang af de druer, du oftest vil møde i supermarkedet.

Chardonnay

Druesorten har erobret verden fra Bourgogne. Her frembringer den så forskellige vine som den mineralske Chablis og den komplekse og kraftige Montrachet. Vine på Chardonnay egner sig godt til lagring på barrique. Der bliver dyrket gode vine på Chardonnay verden over.

Sauvignon Blanc

Sauvignon Blanc er beslægtet med Cabernet og Sémillon. Der bliver produceret vine på Sauvignon Blanc i mange lande. Frankrig, Sydafrika og Chile producerer for eksempel alle særdeles spændende vine på Sauvignon Blanc. Sauvignon Blanc kan have noter af solbær og stikkelsbær.

Chenin Blanc

Den kendte drue stammer fra Anjou-området ved Loire i Frankrig. Chenin Blanc udvikler meget syre, og det er med til at give en række spændende Loire-vine lige fra de mousserende over de tørre særligt fyldige, søde og lagrede. Chenin Blanc har mange egenskaber, og det bruges aktivt i produktionen af vine i Sydafrika og Californien i USA. På grund af det høje syreindhold giver druen selv i varmt klima og med stort høstudbytte velafbalancerede vine, som bruges til dagligdagsvin og blandingsvin.

Pinot Grigio/Pinot Gris

Pinot Grigio eller Pinot Gris eller Grauburgunder. Kært barn har mange navne. Pinot Grigio kræver en stor jorddybe for at gro. De grårosa druer hitter især i det nordøstlige Italien, hvor den hedder Pinot Grigio.

Her betyder de store høstudbytter, at der produceres lette, neutrale hvidvine.

Gewürztraminer

En grårosa farve giver vine på Gewürztraminer et gyldent skær og en aroma, der minder om  roser og muskatnød. Sorten er krævende, høstudbyttet er lavt, og den kommer kun rigtig til sin ret, hvis druerne høstes meget fuldmodne. De mest interessante udgaver er fra Alsace, Tyskland, Schweiz, Østrig og Norditalien. Man kan også møde sorten produceret i det østeuropæiske lande og i få tilfælde i USA og New Zealand.

Albariño/Alvarinho

Albariño er navnet i Spanien i Galicien, hvor druen især bliver dyrket med succes i det nordvestlige hjørne af Den Iberiske Halvø på Atlanterhavssiden. Små tætte drueklaser gør sig gældende på Albariño, som er en meget populær drue. Druen har en hård skal og mange kerner. I fugtigt og varmt klima giver den et stort høstudbytte. Stokkene giver de bedste druer, når de er plantet i skifer- eller granitgrund. Smags- og duftmæssig er det en sammensat vin. Her er noter af eksotisk frugt, pære og æble. Der kan nogle gange anes et strejf af Eukalyptus. Særligt i området Rias Baixas bliver der produceret fremragende vine.

Primitivo/Zinfandel

Primitivo eller Zinfandel er i virkeligheden en og samme drue viste det sig i 1990’erne. Her viste DNA-undersøgelser nemlig, at der var tale om den kroatiske drue, Crljenak Kaštelanski, der i første omgang rejste over Adriaterhavet til Puglia i Italien for så sidenhen at rejse videre over Atlanterhavet USA. I USA fik den navnet Zinfandel.

Zinfandel-rødvine kendes på sin mørke farve, bløde tekstur og smags- og duftnoter af brombær, jordbær, chokolade og svesker. Zinfandel-vine har en forholdsvis høj alkoholprocent, og derfor er den også oplagt til krydrede og kraftige efterårsretter og sommerhalvårets grillretter, hvor der er smæk på krydderi og røgsmag.

Den klassiske Primitivo er saftig, mørk i farven med flotte noter af modne brombær, violer og peber. Den skønne vin har ofte ret højt alkoholindhold med et lavere niveau af tannin og syre.

Der er altså en anelse forskel i smagen alt efter, hvilken side af Atlanterhavet, du befinder dig på.

Syrah/Shiraz

Syrah og shiraz er én og samme drue. Druen hedder syrah i Frankrig og shiraz i Australien. Det er de to lande, der er mest kendt for at producere vine på denne drue.

Syrah eller Shiraz, om man vil, er en meget populær drue. Faktisk så populær at den i 2010 var den sjette mest plantede druesort af alle. Druesorten er ret produktiv og resistent mod sygdomme. Den kræver et varmt klima for at modnes helt, men temperaturerne kan også blive for høje, og så taber den sin typiske smag. Vine på denne drue har et højt indhold af farve og tannin med noter af sort peber, mørk chokolade, mørke kirsebær, lakrids og krydderier. Der er generelt tale om fyldige vine, og det gælder både rene Syrah/Shiraz-vine, og når den blandes med andre druesorter.

I Australien er druen den mest plantede blå druesort. Her er vinene generelt lidt mere sødmefulde, mørke og alkoholtunge og forholdet mellem Syrah og Shiraz minder på den måde om forholdet mellem Primitivo i Italien og Zinfandel i USA , der også er samme drue men med forskellige kendetegn alt efter, hvor den dyrkes.

Merlot

Merlot kan både virke for sig selv og som en god blandingsdrue, hvor den især er god blandet med kraftigere og mere tanninholdige druer. Især i Bordeaux-området er det en drue, der virkelig leverer vine af høj kvalitet. Især vine fra Saint-Émillon og Pomerol som også har et godt lagringspotentiale. Foruden Frankrig dyrkes druen også i Norditalien og Sydøsteuropa.

I kraft af det lave indhold af tanniner er Merlot-vine drikkeklare i en ung alder. Af samme årsag er de flerste Merlot-vine heller ikke egnede til at gemme i lang tid.

Cabernet Sauvignon

Druen er den mest benyttede blå druesort internationalt. Cabernet Sauvignon-vine har generelt et glimrende lagringspotentiale. Duft af cedertræ og solbærlikør. Druen trives godt i varmt klima og giver foruden i Frankrig gode vine i Californien, Australien, Sydafrika, Chile, Italien og Spanien.

Pinot Noir

Kaldes i nogle områder også for Spätburgunder. Druen danner basis for de berømte vine fra Côte d’Or. Desuden spiller Pinot Noir en vigtig rolle for produktionen af Champagne. Det er en vanskellig drue, og den fungerer bedst ved små høstudbytter.

Pinot Noir er en meget gammel drue, og den er en af de ældste vindruer, der har overlevet frem til den dag i dag. Som det ofte er tilfældet med vin fra den gamle verden er druens historie ikke fuldstændig klarlagt. Druen skulle efter sigende stamme fra berømte Bourgogne, og den menes at være helt op til 2000 år gammel og datere tilbage til Romertiden. Til sammenligning er Cabernet Sauvignon, som er verdens mest beplantede druesort, kun et par hundrede år gammel. Pinot Noir anses for at være en af de tre stamfædre til de vindruer, vi har i dag. De andre to stamfædre er Savagnin og den i dag næsten uddøde Gouais Blanc. Ifølge genetiske undersøgelser skulle den således være forfader til en række af store druer, bl.a. Gamay- og Syrah-druerne.

Tempranillo

Tempranillo er Spaniens stolthed. De typiske vine lavet på Tempranillo er mørke og frugtige vine med bløde tanniner. Vinen har generelt et stort lagringspotentiale på Egetræsfad.

Tempranillo er den vigtigste sort i både Rioja og Ribera del Duero. I Portugal kan man også støde på druen under navnet Tinta Roriz.

Druen giver vine med noter af brombær, blåbær, chokolade, læder, krydderier og urter.

Udenfor Spanien dyrkes druen i Portugal, Argentina, Sydfrankrig, Californien, Oregon, Washington, Australien og Italien.

Vine på tempranillo er gode til retter med oksekød, til grillretter, lammekød, krydret svinekød, og så er vinene fremragende til tapas. Tempranillo vin har også styrken til at kunne matche lagrede oste.